Denne online shop bruger cookies

Vores webshop bruger første- og tredieparts cookies til at optimere brugeroplevelsen, analysere kundeadfærd og markedsføre vores produkter f.eks. på sociale medier (retargeting). Du kan altid ændre eller tilbagetrække din tilladelse til brugen af cookies på vores webshop.
0
Kurv: 0,00 DKK
Søg efter produkter...
 

Sele eller halsbånd?

Er du i tvivl om, hvorvidt du skal vælge at sætte hundesnoren fast i en sele eller i et halsbånd, så kan der være god information at hente i dette blogindlæg.

Undersøgelse omkring skader på hunden

For mig er det afafgørende faktor, om hunden går pænt i snor eller ej – og din adfærd, hvis den trækker. Trækker du i din hund – eller trækker din hund meget, når I går tur - kan hunden pådrage sig skader, hvis linen sidder i halsbåndet. En undersøgelse fra 1994, foretaget af Anders Hallgren, en kendt svensk hundepsykolog, konkluderede at der var en sammenhæng mellem rygproblemer og hvordan man håndterer halsbåndet. Hvis man rykker og hugger i linen – eller hvis hunden trækker hårdt i den – er der stor sandsynlighed for at hunden får nakkeproblemer. I undersøgelsen fandt man, at hele 91 % af de hunde, der havde skader i nakken, havde været udsat for hårde eller langvarige ryk i linen.

Derudover er der siden kommet yderligere fokus på en lang række andre skader, som hunden kan få, hvis den trækker i halsbåndet eller hvis vi rykker den tilbage, når den har halsbånd på. Disse tæller lige fra skader på skjoldbruskkirtlen, skader på de store nerver på siden af halsen, ændring af stofskiftet, risikoen for grøn stær, skader på bevægeapparatet samt risiko for smerte, mv. Lidt skræmmende, ikk’?
Fordele og ulemper ved seler

Heldigvis har selen vundet indpas hos mange danske hundeejere efterhånden. Generelt kan der siges følgende om seler:

- En god sele tager presset væk fra nakken og fordeler et eventuelt træk mere jævnt.
- Seler presser ikke på skjoldbruskkirtlen og stopper ikke blodcirkulationen, som halsbånd kan gøre det.
- Nogle hunden begynder at gå pænere i snor bare ved at få en sele på. Dette skyldes måske, at de ikke længere forsøger at komme væk fra et ubehageligt træk/tryk.

Mange hunde ermeget sensitive over for det at få sele på. Nogle flygter helt og undgår ejer, der står klar med selen. Dette kan dog oftest afhjælpes ved trinvis indlæring med en klikker, ved ikke at virke truende når hunden skal have den på eller ved at undgå seler der skal over hovedet. Når gåturen først starter, er det de færreste hunde, der virker hæmmet af selen.

Nogle hundeejere undgår seler, fordi de ikke ønsker, at hunden får mulighed for at kunne bruge hele kroppen på at trække frem. Ja, det er selvfølgelig rigtigt, at hunden får flere kræfter med en sele på. Men er du usikker på, om du kan holde din hund når I f.eks. møder en forstyrrelse, kan du købe en sele, hvor man både kan sætte linen fast foran på brystet og på ryggen. Sætter du linen fast foran på brystet, giver det dig mere kontrol over hunden, idet hunden automatisk bliver vendt lidt om mod dig, hvis den trækker. Dette kan være løsningen i en periode, mens du træner gå-pænt-i-snor. Derefter kan du igen sætte linen fast på ryggen. Der findes også andet udstyr, som du kan bruge, hvis din hund trækker. Det være sig anti-træk-seler, næsegrimer, mv. Det skal understreges, at udstyr som dette er hjælperedskaber, der er ment til at supplere de træningsmæssige tiltag. Undgå redskaber, der forårsager smerte – og husk at en grime aldrig må kombineres med en lang line, da hunden kan komme til at gøre skade på sig selv, hvis den bliver stoppet brat. I øvrigt skal din hund af samme årsag altid have sele på, hvis du har den i en lang line.

Der er nogle situationer, hvor du bør huske at tage selen af, da der i sjældne tilfælde kan opstå situationer, hvor selen kan sætte sig fast. Jeg har f.eks. hørt en skrækkelig historie med en hvalp, der var alene hjemme; Selen havde sat sig fast til dørhåndtaget, fordi hvalpen havde sprunget op ad døren–og hvalpen var blevet kvalt. Der er også af og til uheldige episoder, hvor en hund har brækket benet under leg med en anden hund – fordi havde sat sig fast i selen, der formodentlig har siddet for løst. Disse episoder hører heldigvis til sjældenhederne, men hvis du gerne vil gå med livrem og seler, er dette ting du skal overveje. Men det fjerner jo ikke det gode ved seler.

Der er stor forskel på seler – og der er mange forskellige at vælge imellem. Jeg synes generelt, at det er en god idé at tage hunden med ned i butikken, så hunden kan prøve den under kyndig vejledning. Det er ikke alle seler, der passer alle hunde. Jeg vil her ikke anbefale én særlig sele, men jeg synes bestemt at det er et stort fortrin, hvis selen kan tilpasses flere steder.

Halsbånd

Så er vi nået til halsbåndene. Ja, som du måske har forstået, er jeg mest fortaler for, at snoren sættes fast i en sele. Sværger du til kun at bruge halsbånd, vil jeg anbefale at det både er bredt og fast, dvs. uden kvæl. Og helst så bredt, at det går hen over to nakkehvirvler, hvis hunden pludselig skulle trække frem. Men altså; – ikke noget med at rykke i hunden! Lær den at gå i en løs line – og lær den f.eks. at komme med dig i stedet for at trække i den.

Det er under alle omstændigheder en god idé at skal have halsbånd på hunden – det er jo et lovkrav, at hunde skal bære et lovpligtigt hundetegn fra de er 4 måneder gamle.

Jeg vil slutte med at sige, at jeg klart anbefaler både at have halsbånd og sele på hunden – men halsbåndet til hundetegnet & selen til snoren.

Er du interesseret i at læse mere om hvordan du lærer din hund at gå pænere i snor og meget andet – kan du læse flere af mine indlæg på min blog her.